Jens hamrer leen knivskarp
|
Interessen for svundne tiders landbrug er ikke kun en hobby for gamle landmænd. Det beviser den 14-årige Niels Merrild fra Herning, som på seniorlandmændenes udstilling under Landsskuet den 1.-3. juli præsenterer en 34 år gammel vandingsmaskine fra Fasterholt Maskinfabrik.
Det er nr. 39 ud af de cirka 6.000 vandingsmaskiner, som den midtjyske fabrik har produceret. Niels Merrild har selv slebet, malet og repareret vandingsmaskinen, som nu fortsat kan køre i døgndrift.
Hans interesse for gamle landbrugsmaskiner og arbejdsmetoder betød, at han i konfirmationsgave i foråret fik et ”bonderøvs-kursus”, hvor han skal lære forskellige gamle landmands-teknikker af seniorlandmændene.
Fredag kommer den 75-årige Jens Lauridsen fra Hover ved Ringkøbing således til Landsskuepladsen i Herning for at lære ham at ”harre” en le på vestjysk. Det er en gammel skærpningsteknik, hvor landmanden ligger ned på maven i en halv times tid, mens han med en speciel hammer banker leen knivskarp. Leen kan så bruges i fem-seks timer mod kun et par timer ved almindelig strygning.
Det behersker Jens Lauridsen selvfølgelig også. Og i forbindelse med fredagens harre-demonstration vil han vise, hvordan han på leen kan spille melodien til en høstsang fra slutningen af 1700-tallet, mens han stryger lebladet.
Foto: Erik Poulsen. Jens Lauridsen viser Niels Merrild den særlige harre-teknik, der i Vestjylland som regel foregik liggende på en sæk. Se flere billeder
|
|
|